8. januar 2019

Kunstig intelligens hjælper ordblinde med at læse

DATALOGI:

Et gratis program fra Københavns Universitet forenkler svære tekster, så ordblinde og andre med læsevanskeligheder får lettere ved at læse på nettet. Programmet er det første af sin slags i verden og har potentiale til at hjælpe godt 400.000 ordblinde danskere og andre med læsevanskeligheder.

Programmet Lexi bygger på kunstig intelligens og hjælper mennesker med læsevanskeligheder med at læse på nettet. Foto: Getty
Programmet Lexi bygger på kunstig intelligens og hjælper mennesker med læsevanskeligheder med at læse på nettet. Foto: Getty

Tekstsimplificeringsprogram. Eller: Et program, der forenkler tekst. Mens mange af os godt kan læse længere, sammensatte ord, så er der også en stor del af danskerne, som på grund af fx ordblindhed foretrækker enklere og kortere ord, når de læser. I et netop afsluttet Ph.d.-projekt fra Datalogisk Institut på Københavns Universitet, har postdoc Joachim Bingel udviklet et program, som bygger på kunstig intelligens, der gør det lettere for ordblinde og andre med læsevanskeligheder at læse tekst på nettet.

”Vi lever i et vidensbaseret samfund, hvor de, der ikke har adgang til viden og information, nemt bliver lukket ude. I dag findes der ikke et personaliseret hjælperedskab til folk med læsevanskeligheder, som kan bruges overalt på Internettet,” siger postdoc og hovedmand bag programmet Joachim Bingel.

Forenkler sproget og bliver klogere på dig
Programmet hedder Lexi og virker som et ’plug-in’ til en internetbrowser. Altså et program der fungerer sammen med fx Google Chrome. Når brugeren læser tekster på nettet, kan udvalgte ord, afsnit eller hele artikler markeres, hvorefter Lexi forenkler sproget og gør det læseligt. Hver gang en bruger har brugt Lexi, efterspørger programmet feedback, så det løbende bliver klogere på, hvor den enkelte bruger har læsevanskeligheder.

”Min vinkel på det har været at udvikle en løsning, der fungerer på en personaliseret måde, så systemet, kan lære de særlige behov, som hver enkelt bruger har,” forklarer Joachim Bingel, der selv kommer fra Tyskland og har skullet lære det danske sprogs finurligheder fra bunden.

Det er første gang, at der i et større projekt laves tekstsimplificering på dansk og på en personaliseret måde. Programmet er, så vidt Joachim Bingel ved, det første af sin slags i verden, som kan bruges direkte i en internetbrowser. På nuværende tidspunkt ligger Lexi tilgængeligt på nettet, men kun som en prototype. 

Hjælpe flere til en god læseoplevelse
”Programmet virker allerede, men brugerfladen skal gøres mere lækker og intuitiv. Jeg regner med, at vi for alvor går i luften i løbet af de næste par måneder,” siger Joachim Bingel, som håber på, at rigtig mange til den tid vil gå ind og bruge det.

Det anslås at omkring syv procent af den danske befolkning er ordblinde i forskellig grad. Det svarer til godt 400.000 danskere, som med hjælp fra Lexi kan få nemmere ved at læse på nettet. Samtidig vil programmet også kunne hjælpe andre personer med læsevanskeligheder fx på grund af manglende sproglige evner eller handicap.

”Jo flere, der bruger det, jo mere viden om folks læsevanskeligheder får vi, og på den måde kan vi forbedre programmet og forhåbentlig hjælpe flere til en god læseoplevelse,” siger forskeren, der vil fastholde at programmet skal være gratis.

På sigt håber datalogen, at det kan lade sig gøre at videreudvikle programmet til også at omfatte andre sprog end dansk.