Gymnasieelever: Kom på Computer Science Camp i sommerferien 2018 – Københavns Universitet

08. januar 2018

Gymnasieelever: Kom på Computer Science Camp i sommerferien 2018

ScienceCamp

Til sommer afholder Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF) igen Computer Science Camp (CSC) - en sommercamp hvor gymnasielever har mulighed for at få stillet deres nysgerrighed og udvidet deres forståelse for datalogi. DIKUs lokaler i Universitetsparken danner rammen for campen, hvor 50 unge mennesker kommer til at bo, lære, udfordres og hygge sig i en uge.

Den 7. - 14. juli 2018 vender UNF Computer Science Camp tilbage efter tre års pause og endnu engang indtages DIKU af gymnasieelever fra hele Danmark, som samles om et fælles interesseområde. I løbet af de syv dage bliver deltagerne endnu klogere på, hvordan en computer egentlig løser de opgaver, vi giver den.

Campen er for alle uanset niveau - den eneste forudsætning for deltagelse er lysten til at blive klogere på datalogi. Det er ikke et talentarrangement, men en oplagt mulighed for, i selskab med ligesindede, at fordybe sig i sit yndlingsfag på en måde som gymnasiet/skolen ikke tilbyder.

Hold fri med datalogi

I løbet af opholdet vil udvalgte fagligt relevante emner blive introduceret og behandlet. Udover en grundlæggende introduktion til programmering vil de unge få en indføring i bl.a. algoritmer, processorarkitektur, beregningsteori og hacking. Der vil både være teoretisk og praktisk undervisning i form af forelæsninger og øvelsestimer - eksempelvis vil DIKUs forskere bidrage med en række gæsteforelæsninger. 

Men også det sociale er i højsædet på campen og sideløbende med undervisning og øvelser vil der hele ugen være et hav af sociale aktiviteter, der skal ryste deltagerne godt sammen.

Noget for dig eller en du kender?

Tilmelding til campen er nu åben og lukker den 1. maj 2018. Opholdet koster et gebyr på 425 kr., som dækker kost, logi, undervisningsmaterialer mv.

Du kan læse mere om UNF Computer Science Camp 2018 og tilmeld dig på csc.unf.dk.

Følg også med på facebooksiden UNF Computer Science Camp.

Hvis du vil vide, hvordan det gik for sig, sidst der blive afholdt CSC på Datalogisk Institut,  så læs med her.

Billeder fra UNF CSC 2015