Mads Nielsen til Netavisen: På AI-centret har vi et konstant fokus på de etiske aspekter af kunstig intelligens – Københavns Universitet

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2018 > Mads Nielsen til Netav...

12. marts 2018

Mads Nielsen til Netavisen: På AI-centret har vi et konstant fokus på de etiske aspekter af kunstig intelligens

Kunstig intelligens

Netavisen: Universitet åbner første danske center for kunstig intelligens. Forskere i kunstig intelligens har nu fået deres egne lokaler på Københavns Universitet, så teknologiens muligheder kan blive udnyttet til fulde.

Netavisen 11. marts 2018

Samfundet har brug for kunstig intelligens. Og forskerne, der til dagligt arbejder med teknologien rundt omkring på Københavns Universitet, har brug for et sted at mødes.

Derfor åbnede universitetet 1. februar Danmarks første center for kunstig intelligens.

Institutleder på Datalogisk Institut, KU, Mads Nielsen

– På fakultetet forsker vi i et hav af forskellige videnskabelige discipliner. Kunstig intelligens bliver en vigtigere og vigtigere brik for at forstå det, der sker i de forskellige discipliner. Vi har blandt andet oprettet centret for at sørge for, at der bliver koordineret på tværs af fakultetet mellem dem, der forstår kunstig intelligens, og dem, der har brug for kunstig intelligens.

Det fortæller Mads Nielsen, der er institutleder på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet og initiativtager til det nye center.

Der er rigtig meget udstyr, der opsamler denne data, men der er ikke meget udstyr, der kan fortolke denne data. Kunstig intelligens kan bidrage med at analysere denne data
Mads Nielsen, institutleder på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet.

En måde at fortolke store mængder data

Forskere fra universitetet, der kommer fra mange forskellige institutter, indsamler hvert år milliarder af objekter. Altså data, der kan give nye indsigter. Men mennesker har ikke en chance for at overskue data i så store mængder, og det er her den kunstige intelligens kommer ind i billedet.

Det fortæller Mads Nielsen.

– I dag er der mange forskningsområder, som indsamler enorme mængder data. Der er rigtig meget udstyr, der opsamler denne data, men der er ikke meget udstyr, der kan fortolke den data. Kunstig intelligens kan bidrage med, at analysere den her data, siger Mads Nielsen.

Universiteterne skal stå for udviklingen og brugen

Men alle er ikke lige positivt stemt overfor den udvikling af kunstig intelligens. Elon Musk, som er manden bag Tesla, er én af de personer, der i særdeleshed udtrykker en frygt at kunstig intelligens.

Elon Musk er ellers kendt af mange som en person, der ikke er bange for at gamble med teknologiske tiltag, men han frygter altså den kunstige intelligens’ udvikling og mener i den forbindelse også, at andre bør være skræmte.

Vi er nødt til at skille hollywoodfilm fra virkeligheden. Vi er nødt til at skille science fiction fra videnskaben
Oren Etzoni, Direktør for Allen instituttet for kunstig intelligens

Mads Nielsen kommenterer også på denne frygt for kunstig intelligens

– Den frygt, som mange mennesker udtrykker, er jo reel. I forbindelse med kunstig intelligens er der selvfølgelig mange etiske overvejelser, og det er også noget, vi på centret har et konstant fokus på. Og så er det rigtig vigtigt, at det er Universiteterne og ikke de kommercielle spillere, der forsker og udvider brugen af kunstig intelligens, uddyber Mads.

Frygten stammer fra hollywoodfilm

Oren Etzoni, Amerikansk professor inden for Computervidenskab og direktør for Allen instituttet for kunstig intelligens, anerkender lige som Mads Nielsen, at folk frygter kunstig intelligens. Han mener imidlertid ikke, at der er grund til så stor bekymring.

– Frygten kommer af det billede, som hollywood film skaber. Men vi er nødt til at skille hollywoodfilm fra virkeligheden. Vi er nødt til at skille science fiction fra videnskaben, forklarer Oren Etzoni i et oplæg, han har holdt om kunstig intelligens.

Læs hele artiklen og se henvisninger til Elon Musks tweets om kunstig intelligens.