12. maj 2017

SKAT: Man er med til at sikre erhverslivet de bedste betingelser

Profilhistorie

Casper Svendsen er Application Management Owner hos SKAT, hvor han arbejder med udvikling, vedligeholdelse og drift af blandt andet SKATs Toldsystem. Ifølge Casper er det bedste ved at arbejde for SKAT, at man får meget ansvar, og at ens kompetencer er med til at sikre erhverslivet de bedste betingelser.

"Ens ambitioner kan hurtigt blive en stressfaktor i stedet for motivation.

I dagligdagen bliver man udsat for så mange input, at det kan være svært at sortere i vigtige og ikke-vigtige indtryk. Man løber rundt for at realisere sig selv på mange fronter samtidigt og kan ende med ikke at flytte sig, som man havde planlagt. På den måde bliver man kvalt i stressen fra sine egne ambitioner.

Mit bedste råd er, at man skal finde den niche, man gerne vil være en del af og specialisere sig i den retning. Dette kan gøre det lettere at rationalisere sig ud af dagligdagens støj og aktiviteter som ikke er værdiskabende i det lange løb.

Casper er uddannet Datamatiker AK (Speditør). Han arbejder nu som Application Management Owner (internt i SKAT: systemejer), hvor han har været siden september 2016.

Arbejdet med udvikling, vedligeholdelse og drift

- Hos SKAT arbejder jeg overordnet med udvikling, vedligeholdelse og drift af importrelaterede applikationer samt med bindeled mellem forretning og leverandør, siger Casper.

Det er hans opgave at omsætte forretningens ønsker til kravspecifikationer og sætte deres leverandør i gang med udviklingen af ny funktionalitet (udvikling), foretage rettelser/ændringer (vedligeholdelse) og sikre stabil drift inden for de aftalte/fastsatte SLA mål (SKATs kpi mål).

- Hos SKAT er et af de systemer, Toldsystemet, som jeg er systemejer på, udviklet i Java. Men som systemejer er min rolle ikke at programmere, men derimod at facilitere vedligeholdelse og udvikling af funktionalitet på baggrund af de krav, som forretningen stiller, fortæller han.

To spændende projekter

- De mest spændende opgaver, jeg har arbejdet på, er to nye projekter. I det ene skulle vi udvikle en ny funktionalitet, der var baseret på nye krav fra EU til toldområdet. Det betød, at der skulle tilføjes et nyt modul til eksisterende applikationer. Her skulle der på visse typer af angivelser tilføjes et specielt tillæg, der skulle dække for den sikkerhedsstillelse, som dækker over manglende betaling af told på gods, fortæller Casper og uddyber:

Casper Svendsen

- Det var af en ny art i forhold til det eksisterende setup hos SKAT, og de blev kørt i mål med succes og var en utrolig lærerig proces for mig. Det var en tour-de-force opgave, hvor der var mange bindeled, som skulle gå op i en højere enhed med forretningen (toldproceskontoret, regnskabskontoret). Min rolle var i samarbejde med min procesejer at give fagligt besyv med på den løsning, som blev udviklet.

I det andet projekt skulle der oprettes et specielt register over eksportører i 3. verdenslande, der ønsker at eksportere til EU. Det skulle smidiggøre den toldmæssige proces, hvor der med det nye register ville være mere overvågning over import af gods fra 3. verdenslande. Her var Caspers rolle sammen med hans procesejer at stå for den faglige del på importområdet i Danmark.

- Systemejerrollen er det udførende led mellem SKAT og vores leverandører, og den har derfor en meget vigtig koordinerende, kommunikerende og udførende funktion i processen fra krav til færdigt produkt. Som systemejer arbejder jeg tæt sammen med procesejeren på det faglige område, jeg agerer indenfor. Det er procesejeren, som har det sidste ord i forbindelse med go / no-go beslutninger, hvor systemejeren koordinerer processen med at omsætte forretningens ønsker til kravspecifikationer samt faciliterer udviklingen af dem i samarbejde med leverandøren, fortæller han.

Varierende jobmuligheder med mulighed for specialisering og efteruddannelse

Da SKAT har skiftende behov og konstant udvikler forretningsmodellen, varierer jobmulighederne også meget. Dog søger SKAT mange systemejere i den nærmeste fremtid samt specialister til deres fremtidige Development Operations afdeling (DevOps).

- SKAT har gode muligheder for efteruddannelse og specialisering. Jeg skal selv på et udvidet toldkursus i den nærmeste fremtid, siger Casper.

Ansvar og kompetencer - der er med til at sikre ervervslivet de bedste betingelser

- Det bedste ved mit job hos SKAT er, at jeg fra første arbejdsdag blev kastet ud i opgaver med ansvar, og at man kan få tildelt nye opgaver efter evne/behov. SKAT består af mange niveauer og funktioner, og man har derfor rig mulighed for at lave mange forskelligartede opgaver dagligt. Derudover er jeg meget glad for arbejdsstilen - frihed under ansvar – som betyder, at man arbejder som en specialist/konsulent og ikke bliver set over skulderen i det daglige, fortæller Casper og fortsætter:

- Arbejdsmiljøet er meget modent, meget frit og professionelt. SKAT er i gang med store organisatoriske ændringer, og man ser derfor dagligt folk løbe rundt på gangene for at nå de korte deadlines, der er i disse tider.

Det er dog ikke kun ansvaret og friheden, som Casper sætter stor pris på. Også muligheden for at bruge sine kompetencer til at sikre erhvervslivet de bedste betingelser, er en vigtig faktor for ham:

- Jeg er som person meget idealistisk i min natur og søger derfor stillinger, hvor jeg kan være med til at bidrage til noget større end blot at skabe overskud for en aktionær. Jeg søgte ind hos SKAT, fordi jeg som systemejer ville være med til at tilbyde en service til tusindvis af mennesker hver dag i erhvervslivet. Hvis vores systemer er nede eller laver fejl, kan det resultere i, at al godstransport ikke må passere grænsen ind i landet. Dette kan give store problemer for erhvervslivet. Det er derfor utroligt spændende at sidde i en stilling, hvor ens kompetencer er med til at sikre erhvervslivet de bedste betingelser under de krav, som både EU og Danmark stiller til bevægelsen af varer. Jeg er derfor i min dagligdag meget motiveret til at levere den bedste performance, jeg kan, da det har en direkte indvirkning i virksomhedernes potentielle konkurrenceevne, beskyttelsen af det indre marked samt dagligdag, slutter Casper.