Karriereprofil: Espen er udvikler hos Schantz – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > DIKU Business Club > DBC nyheder > Karriereprofil: Espen ...

18. april 2016

Karriereprofil: Espen er udvikler hos Schantz

DIKU Karrieredag

Som udvikler og gruppeleder i Life Solutions hos Schantz bruger Espen Højsgaard sin datalogiske baggrund hele tiden og i hele sin bredde.

Espen arbejder både med udvikling, analyse og ledelse

Espen er med til at implementere en Schantz Life-løsning hos Topdanmark, hvor han i tæt samarbejde med Topdanmarks folk tilpasser løsningen til deres behov. Espen har bl.a. været med til at analysere rykker- og antagelsesprocesserne hos Topdanmark og designe de workflows, der skal understøtte dem i Schantz Life.

- Meget af min hverdag går med design og udvikling på den nyeste version af Schantz Life, der er et administrationssystem til liv- og pensionsselskaber. Fx har jeg været med til at lave vores nye integrerede workflow- og sagssystem, der vil understøtte, lette og effektivisere selskabernes processer, fortæller Espen.

Som gruppeleder har Espen ansvaret for, at udviklerne i hans gruppe trives og har de rette kompetencer. Derudover har han ansættelsessamtaler og hjælper med forskellige rekrutteringsinitiativer – fx DIKU Karrieredag.

- Og så arbejder jeg sammen med den øvrige ledelse på at sikre, at Schantz bliver ved med at være et fedt sted at arbejde, både fagligt og socialt, fortæller han.

Datalogien giver et godt fundament

Fordi Schantz udvikler store og komplekse softwaresystemer, der skal være meget pålidelige, bruger Espen sin datalogiske baggrund hele tiden og i hele sin bredde.

Nøgleordene er programmering, datamodellering, systemarkitektur, distribuerede systemer, test og testbarhed, kodekvalitet, usability, kodegenerering, procesmodellering og –fortolkning samt databaser.

Føler sig hjemme hos Schantz

Hos Schantz er der masser at lave, men der er stadig plads til fis og ballade, bordfodbold og diverse arrangementer:

- Vi tager os godt af hinanden, og jeg føler mig hjemme hos Schantz, på trods af at jeg kun har været der knapt et år, fortæller Espen.

Espen har taget initiativ til Schantz’ New Year’s Coding Challenge, som er en lille programmeringskonkurrence, hvor der blev indsendt løsninger i 19 forskellige programmeringssprog:

- Mange af de indsendte løsninger er tilgængelige online, og jeg tror, at mange DIKUfanter vil finde opgaven og løsningerne sjove. Jeg nød i hvert fald nørderiet sammen med deltagerne, afslutter han.

Du kan møde Schantz til DIKUs Karrieredag 12. maj 2016.