3. marts 2020

Ny professor skal forske i håndtering af store datasæt i samarbejde med Maersk

Ny professor

Yongluan Zhou har i mere end 15 år forsket i forskellige slags data og databasesystemer, som på grund af den stigende digitalisering af vores samfund er i konstant udvikling. 1. marts 2020 blev han officielt professor på DIKU, og fremover skal han blandt andet samarbejde med Maersk om en af softwarefeltets vigtigste trends.

Yongluan Zhou

Yongluan Zhou forsker i, hvordan man udvikler systemer, som kan skaleres til fremtidens data, der både vokser i hastighed, størrelse og mangfoldighed.

- I dag har vi utroligt mange typer data på grund af de mange applikationer, software og enheder, der genererer dem. I disse år oplever vi en digitalisering af forretningsprocesser i mange forskellige brancher, hvilket også skaber flere og flere datakilder. Derfor har vi brug for at udvikle fleksible systemer, der kan rumme data med forskellige formater, uden at systemet eksploderer, siger Yongluan.

Fra monolitisk software til mikroservices

Digitaliseringen betyder blandt andet, at vi går fra at bruge monolitisk software til en ny tendens ved navn mikroservices - en ny softwarearkitektur, hvor applikationen er opdelt i mindre tjenester. Denne softwarearkitektur bruges blandt andet af store virksomheder som Amazon, der ikke kun benytter ét enkelt, stort system, men flere små tjenester, hvor forskellige teams håndterer betalinger, brugertjenester, lagerstyring og så videre.

- Mikroservice-trenden skaber et nyt datastyringsproblem, fordi du er nødt til at udvikle en anden måde at matche data på tværs af flere tjenester. I stedet for at have en enkelt database, har vi brug for et nyt datastyringssystem til at hjælpe med denne form for arkitektur, forklarer Yongluan.

Begivenhedsdrevet software er nøglen

Når vi taler om mikroservices, spiller begivenhedsdrevet softwarearkitektur (Event-Driven Architecture (EDA)) en central rolle. I meget nuværende software sætter begivenheder ikke automatisk gang i nye processer, men det skal EDA lave om på.

- For at skabe agile forretningsprocesser vil vi gerne have, at en begivenhed skal sætte gang i de næste processer meget hurtigt. For eksempel når noget sælges – her vil vi straks have systemet til automatisk at bestille mere, så produktet altid er på lager. I princippet kan enhver proces gøres begivenhedsdrevet, så alle begivenheder sender opdateringer til de relevante videregående processer med det samme eller hurtigst muligt, siger Yongluan.

Yongluan er leder af et nyt projekt ved navn CEEDA (Consistent and Effective Event-Driven Architecture), der i samarbejde med Maersk og den tyske virksomhed Software AG skal udvikle et komplekst begivenhedsdrevet system, med Maersk som slutbruger og Software AG som softwareleverandør. Desuden indgår Harry Consulting som bindeled til Maersk.

Grobunden for fremtidens digitale økosystemer

For Yongluan er forskning i data og datasystemer især interessant, fordi det danner grobunden for andre områder af datalogisk forskning: 

- Jeg mener, ​​at udviklingen af kompleks softwarearkitektur – heriblandt begivenhedsdrevne mikroservices – er fundamentet for vores fremtidige digitale økosystemer. Uden den grundlæggende, digitale infrastruktur kan mine kollegaers arbejde med for eksempel kunstig intelligens og maskinlæring ikke implementeres i praksis. En effektiv software- og datastyringsinfrastruktur er det, der muliggør, at disse områder kan materialisere deres opfindelser, siger Yongluan.

Udover CEEDA-projektet vil Yongluan også komme til at arbejde på et andet nyt, stort projekt i SDPS-sektionen om privatlivsbeskyttelse. Han har for nylig arbejdet på at designe en effektiv og skalerbar monitor ud fra en formel model, der styrer, hvem der kan få adgang til bestemte data og hvornår, og som holder øje med, om reglerne bliver overtrådt. Projektet hedder "PAPRiCaS: Programming technology foundations for Accountability, Privacy-by-design & Robustness in Context-aware Systems".

Han vil desuden stå i spidsen for dette års EDBT/ICDT-konference, som DIKU er blevet udvalgt til at afholde i marts 2020 med over 300 deltagere fra hele verden.