Stephen Alstrup til Computerworld: Vi skal bootstrappe hele nationen – Københavns Universitet

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2018 > Stephen Alstrup til Co...

07. februar 2018

Stephen Alstrup til Computerworld: Vi skal bootstrappe hele nationen

Programmering på skoleskemaet

Dansk professor kræver mere fart på it-udrulningen i folkeskolen: "Vi kan ganske enkelt ikke gøre det dårligere, end vi gør i dag. Så spørgsmålet er, hvor meget vi har at tabe"

Interview til Computerworld 06.02.2018:

Professor Stephen Alstrup, DIKU

Den danske professor og iværksætter Stephen Alstrup er en mand med en mission: Han vil redde Danmark fra det, som han betragter som en snarlig katastrofe.

Ifølge Stephen Alstrup er Danmark et digitalt uland, der sakker stadig længere bagud i en verden, som i et uhørt tempo bliver mere digital.

"Vi står med en befolkning, hvor en stor del ikke har den nødvendige uddannelse. Jeg mener helt alvorligt, at det er opskriften på en national katastrofe," siger han til Computerworld.

Stephen Alstrup henviser blandt andet til en undersøgelse fra Dansk Erhverv, der viser, at under halvdelen af alle danskere mener, at deres uddannelse har udstyret dem med de nødvendige digitale færdigheder.

En undersøgelse af danske skolebørns kompetencer fra 2014  viste ifølge Information ligeledes, at knap halvdelen af alle danske skolebørn kun har it-kompetencer, der rækker til helt basal brug af en computer.

Folkeskole skal være digitaliserings-motor

Stephen Alstrup er professor ved Datalogisk Institut ved Københavns Universitet, og samtidig er han medstifter af den danske it-virksomhed Octoshape, der i 2015 blev solgt til Akamai for knap en milliard danske kroner.

Han har gennem de seneste år turneret med et budskab om, at folkeskolen bør fungere som en motor for digitaliseringen i Danmark. Derfor tager han også godt i mod regeringens plan om at indføre programmering i folkeskolen.

I første omgang skal 50 udvalgte folkeskoler i en tre-årig forsøgsordning have teknologiforståelse som obligatorisk fag. I faget skal børnene lære at programmere og forstå grundpræmisserne bag den teknologi, de bruger i dagligdagen.

Men ifølge Stephen Alstrup er regeringens ambitioner både for magre og kommer for sent.

"I bedste fald betyder det, at vi kommer i gang med 10 års forsinkelse i forhold til de lande, vi normalt gerne vil sammenligne os med," siger han.

Han peger på, at lande som England, Estland, Australien og USA gennem adskillige år har haft programmering i skolerne. I nogle tilfælde bliver børnene undervist i det allerede i børnehaveklassen.

Derfor havde Stephen Alstrup også gerne set en meget mere aggressiv udrulningen af de nye fag.

"Jeg har fuld forståelse for, at regeringen gerne vil sikre, at man griber forsøget rigtigt an. Men vi kan ganske enkelt ikke gøre det dårligere, end vi gør i dag. Så spørgsmålet er, hvor meget vi har at tabe," siger han.

Læs hele interviewet i Computerworld.