Ny ordning vedtaget: Tag din kandidatgrad i datalogi over 4 år – Københavns Universitet

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2018 > Ny ordning vedtaget: T...

01. februar 2018

Ny ordning vedtaget: Tag din kandidatgrad i datalogi over 4 år

Erhvervskandidat

Fra og med sommeren 2018 får studerende på en række videregående uddannelser mulighed for at vælge at læse deres kandidat som en fireårig uddannelse for studerende i job. KU's kandidatuddannelse i Datalogi er med i ordningen.

Forsknings- og Udviklingsministeriet har netop vedtaget ordningen med virkning allerede fra 2018

I en pressemeddelelse fra Uddannelsesministeriet 31. januar uddyber F&U-minister Søren Pind, hvorfor man har valgt at lancere ordningen:  "Med kandidatuddannelser på deltid får vi et mere fleksibelt uddannelsessystem, hvor danskerne kan uddanne sig på deltid, mens de arbejder mindst 25 timer om ugen. Det kan for eksempel være it-uddannede og ingeniører, som mange virksomheder gerne vil ansætte. Det er gavnligt for den studerende, der kan knytte det lærte til virkeligheden, og for virksomheder, der får adgang til dugfrisk viden fra universitetet", siger Søren Pind.

KU har lagt billet ind på ordningen fra første færd

Martin Lillholm, viceinstitutleder for undervisning, Datalogisk Institut

På KU har man på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet og Datalogisk Institut lagt sig i selen for at blive klar til at implementere denne nye ordning allerede fra sommeren 2018. På instituttet kan man nemlig godt se de mulige fordele i den nye ordning, der åbner op for et mere fleksibelt uddannelsesforløb for de studerende og potentielt et mere direkte og dynamisk samarbejde med virksomheder omkring uddannelse.

Til Universitetsavisens udsendte journalist udtaler Martin Lillholm bl.a.

"Vi er rigtig glade for at få lov at prøve at oprette en erhvervskandidat i datalogi. Som du sikkert ved, så er it-specialister efterspurgte. En fremskrivning lyder, at der kommer til at mangle 19.000 it-specialister i år 2030.  Og vi må finde gode måder at uddanne dem på. De fleste af vores studerende har studiejob, og mange ender allerede som bachelor i fuldtidsjob. Det giver en underlig catch-22, for arbejdsmarkedet skriger  på højtuddannede it-specialister – men hvis de fastansætter dem, inden vi kan gøre dem færdige som kandidater, så er det svært at opfylde behovet."

Erhvervskandidaten vil ikke kun kunne afhjælpe et problem for arbejdsgiverne, men også for de datalogistuderende, mener Martin Lillholm:

"Mange bacheloruddannede har en drøm om at vende tilbage og blive kandidater på et senere tidspunkt – men har man ’sat sig’ med fast indtægt og familie, så er det ikke nemt at vende tilbage til et fuldtidsstudie. Nu får de mulighed for forfølge drømmen og vende tilbage på deltid. Og nyuddannede bachelorer vil fra starten kunne tage et aktivt valg om at fortsætte over i en erhvervskandidat."

Nu skal de praktiske retningslinjer udarbejdes i en fart

Der skal handles hurtigt på de uddannelser, der har fået godkendt erhvervskan-didatordningen allerede fra 2018. I skrivende stund arbejdes der bl.a. på at fastsætte tilmeldingsfristen for den nye ordning.  Se også faktaboksen til højre i artiklen, hvor man kan tilmelde sig en infomail om Nyt om Erhvervskandidatordningen i Datalogi.

Fra erhvervslivet lyder der positive meldinger

Carsten Gomard, Co-founder og bestyrelsesmedlem i Netcompany

Carsten Gomard, grundlægger af IT-konsulentvirksom-heden Netcompany og i dag bestyrelsesmedlem udtaler: "For Netcompany og mange kolleger i IT-branchen har det længe været et varmt ønske, at der uddannes flere it-kyndige til kandidatniveau, og ethvert seriøst tiltag i denne retning har vores støtte. Vi har allerede gode erfaringer med at ansætte bachelorstuderende i fx datalogi og have dem i virksomheden på deltid, mens de fulgte deres kandidatstudium. På denne måde kunne vi se hinanden an og blive klogere på fremtidige karriereplaner for den studerende. Den praksis vil vi kunne udbygge med erhvervskandidatordningen, og det ser vi gerne. Det er desuden min vurdering, at ordningen vil give den kandidatstuderende et bedre beslutningsgrundlag, når der skal vælges kurser under studiets sidste del."

Mette Sønderskov, Recruitment Manager, Nordics, Keylane

Også fra virksomheden Keylane, som rekrutterer dataloger til at udvikle forsikringsløsninger og -software, lyder der optimistiske toner: Med den nye erhvervskandidatordning kommer vi som virksomhed til at kunne høste fordelene af, at de studerende kan afprøve deres teoretiske viden i praksis og dermed får lejlighed for at vælge kurser, som støtter op omkring de konkrete opgaver, der arbejdes med i virksomheden. Den nye ordning giver endvidere gode muligheder for større gensidig fleksibilitet, da den stude-rende nu kan arbejde 25 timer ugentlig mod tidligere max. 15 timer ugentlig i gennemsnit. Samlet set, giver det Keylane en større pulje af relevante kandidater til an-sættelse, da vi traditionelt set kun ansætter studerende, som har færdiggjort deres master”, udtaler Mette Sønderskov, Recruitment Manager, Nordics hos Keylane.