Gode offentlige IT-projekter findes også – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2017 > Gode offentlige IT-pro...

17. august 2017

Gode offentlige IT-projekter findes også

#OffentligIT

Succeshistorier om offentlige IT-projekter er der nok af – men det er sjældent, vi hører om dem. I stedet står it-skandaler om overskredne deadlines, manglende indsigt i brugerne eller fejlslagen implementering i kø i nyhedsstrømmen. Konferencen Gode offentlige IT-projekter den 24. august 2017 vil gøre op med dette ensidige fokus og hæve kvaliteten af den offentlige debat.

Stephen Alstrup

- I et moderne samfund fungerer de fleste offentlige IT-systemer - ellers ville samfundet bryde sammen. Men vi tager for givet, at tingene fungerer, og fokuserer i stedet på det, der ikke fungerer, fortæller vært og initiativtager til konferencen, datalogiprofessor Stephen Alstrup, som med konferencen ønsker at flytte fokus fra pressens entydige fokus på det, der ikke virker:

- Jeg håber, at konferencen kan hjælpe til at hæve kvaliteten af den offentlige debat, gøre os klogere på offentlige IT-projekter og give os konkrete værktøjer og viden, vi kan bruge i hverdagen.

Vi skal tage ved lære af det gode

Lars Frelle-Petersen, afdelingschef i Finansministeriet, er blandt oplægsholderne ved konferencen. Han er enig i, at problemer og kuldsejlede it-projekter er en del af fortællingen, men anser først og fremmest den digitale transformation af den offentlige sektor som en succeshistorie:

Lars Frelle-Petersen

- Vi har et stort ansvar for at have styr på, hvad vi bruger vores penge på, og at vores systemer bliver ordentligt vedligeholdt. Men i virkeligheden er der mest af alt tale om en succeshistorie om digital transformation stort set uden sidestykke. I dag får for eksempel 90 procent af danskerne posten fra det offentlige digitalt – og de er glade for det.

- Hverdagen er blevet digital, og fortsat digital transformation af den offentlige sektor er en grundlæggende forudsætning for et velfungerede samfund. For at træffe de rigtige beslutninger om fremtiden, skal vi have et korrekt billede af, hvor vi står, og af de erfaringer vi har fået gennem de første mange års arbejde med offentlig it. Det er simpelthen forkert og unuanceret, når debatten udelukkende handler om det, der ikke virker eller er gået galt, afslutter han.

En perlerække af succeshistorier

Konferencen afholdes på Datalogisk Institut, Københavns Universitet og samler 17 oplægsholdere fra en bred skare af offentlige instanser, som vil dele deres succeshistorier og erfaringer med deltagerne.

Nynne Bjerre Christensen fra DR2 Deadline vil agere konferencier og lede deltagerne igennem det omfangsrige program, der blandt andet vil give deltagerne indsigt i projekter såsom implementering af SU-reformen, udskiftning af borger.dk's CMS, implementering af EU-landbrugsreformen og udrulning af telemedicin til KOL-projekter i hele Danmark.

De vil også få et indblik i gevinsterne ved at samarbejde med universiteter om anvendelse af ny teknologi samt juridiske aspekter i forbindelse med offentlige IT-projekter – og der vil blive delt erfaringer fra både Statens og Københavns Kommunes IT-projektråd.

Der er kun få pladser tilbage - læs mere om konferencen og tilmeld dig via konferencesitet

Oplægsholdere ved konferencen

  • Lars Frelle-Petersen, Finansministeriet
  • Erik Andreasen, Rådgiver Statens IT-projektråd
  • Ole Horsfeldt, Advokat/Partner Gorrissen Federspiel
  • Dina Gelfer-Jørgensen, Chefkonsulent Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte
  • Gitte Fangel, Programdirektør Sundhedsplatformen, Region Hovedstaden og Region Sjælland
  • Martin Høegh Mortensen, Chefkonsulent Digitaliseringsstyrelsen
  • Lars Ole Dybdal, IT-direktør Rigspolitiet
  • Dorte Stigaard, Koncerndirektør Region Nordjylland
  • Gitte Nørgaard Aidt, Chefkonsulent/Teamleder i IT, Landbrugsstyrelsen
  • Hanne Sommerfelt, Underdirektør Erhvervsstyrelsen
  • Thomas Gottschalck, Partner og Management Consultant, Implement Consulting Group
  • Mads Nielsen, Institutleder DIKU
  • Finn Kensing, Professor DIKU
  • Stig Lundbech, Direktør Koncern IT, Københavns Kommune
  • Mikkel Folmø, Kontorchef Koncern IT, Københavns Kommune
  • Mette Harbo, Digitaliseringschef, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune
  • Stephen Alstrup, Professor DIKU