Blockchain breder sig til stadig flere brancher og anvendelsesområder – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2017 > Blockchain breder sig ...

08. august 2017

Blockchain breder sig til stadig flere brancher og anvendelsesområder

Blockchain

Hvorfor investerer virksomhederne stadig mere massivt i Blockchain-teknologien? Og hvilke brancher er det især, der har gavn af dette nye reguleringsinstrument? Bliv klogere på dette og få indblik i nogle af de mange innovative anvendelsesmuligheder af Blockchain på dette års 2nd Nordic Blockchain-Summit 2017, der afvikles på Københavns Universitet 18. august.

Blockchain-teknologien vinder stadig større indpas på bekostning af de mere traditionelle mekanismer til regulering af transaktioner mellem personer og virksomheder. Et typisk anvendelsesområde er, når der skal indgås kontrakter om vareleverancer, sikres gensidigt gyldige betalings-aftaler mellem forskellige typer af personer eller virksomheder eller trackes, hvordan en vare eller ydelse er nået fra sin oprindelse og frem til sin endegyldige destination. 

På konferencen 2nd Nordic Blockchain Summit præsenteres en række spændende nye eksempler på brug af blockchain i bl.a. finans- og logistik-sektoren. Løsningerne er udviklet af dygtige studerende, der har arbejdet med cases fra Mærks, Nets og Nordea samt udvalgte startup-virksomheder.

Blockchain – et nyt uafhængigt instrument til kontrakter

Med blockchain etableres en uafhængig protokol, der sikrer, at begge aftaleparter i en kontrakt gensidigt får opfyldt deres krav, uden at der nødvendigvis kræves en mægler eller andre mellemhandlere til at sikre, at alt sker efter reglerne. Systemet i sig selv er garanten for, at aftalen opfyldes.

Professor Fritz Henglein, DIKU

Professor i datalogi Fritz Henglein, KU, der bl.a. forsker i nye anvendelser af Blockchain-teknologien, forklarer:

”Hvordan kan jeg være sikker på, at mit nylagte tropiske trægulv stammer fra certificerede og miljøgodkendte producenter og ikke fra en udryddelsestruet regnskov? Eller hvordan kan vi overføre store betalingssummer i forbindelse med internationale handler i løbet af få sekunder – uden at vi behøver involvere banken eller andre mellemmænd?” Disse to eksempler er blot nogle af de spørgsmål, som Blockchain-teknologien i fremtiden kan frembringe nye innovative svar på. Blockchain-teknologien er i rivende udvikling og vil inden for kort tid formentlig få indflydelse på snart sagt alle områder, hvor der indgås forpligtende aftaler, det være sig blandt banker og virksomheder, lovgiverne, offentlige myndigheder såvel som privatpersoner.”

På konferencen  2nd Nordic Blockchain Summit 2017 mødes toppen af dansk erhvervsliv samt udviklere fra startup-miljøet, der interesserer sig for denne spændende nye teknologi, dels for at få præsenteret nye løsningsmodeller, dels for at diskutere fremtidsudsigterne og den mulige udbredelse til forskellige brancher.

Der vil være en paneldebat, moderet af Anders Høgh Nissen, med ledende blockchain-eksperter fra Mærsk, Nets og Nordea samt KU, og der uddeles desuden to priser for årets bedste bud på blockchain-løsninger.

Konferencen er åben for alle interesserede, men der kræves tilmelding via konferencehjemmesiden: http://diku.dk/blockchainsummit.