En datalogisk ildsjæl modtager SCIENCE Formidlingsprisen 2016 – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2016 > En datalogisk ildsjæl ...

02. december 2016

En datalogisk ildsjæl modtager SCIENCE Formidlingsprisen 2016

Formidlingspris; Datalogi

Modtageren af dette års SCIENCE formidlingspris 2016 er en stærk fortaler for, at børns digitale kundskaber skal styrkes, f.eks. ved indførelse af et datalogi-fag i folkeskolen. Ph.d.-studerende Martin Dybdal er selv gået foran med et godt eksempel og har etableret en Coding Pirates-afdeling på Københavns Universitet (KU).

Når dekanen på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet John Renner mandag den 12. december kl. 14 overrækker SCIENCE Formidlingsprisen, der lyder på 25.000 kr., til Martin Dybdal, er det udtryk for fakultetets anerkendelse af, at Martin har leveret det lange seje træk der skal til for at plante interessen for datalogiens og naturvidenskabens verden hos mange danske skolebørn.

Etableringen af KUs lokale Coding Pirates-afdeling på Datalogisk Institut på KU (DIKU) har vist sig at blive en kæmpe succes. DIKUs lokale af­de­ling så dagens lys i marts 2015 og har været i fuld aktivitet lige siden med ca. 25 -30 børn om ugen, der kommer hver mandag kl. 17. for at lære at programmere 2D og 3D spil, styre robotter, arbejde med digital elektronik, bruge 3D-printere og i det hele taget teste kreative ideer af. Ventelisten er p.t. på ca. 300 børn.

Datalogi mangler fortsat på skoleskemaet

At klæde nutidens børn og unge på til en digital verden, har drevet Ph.D.-studerende Martin Dybdal. Børn skal lære at computeren ikke kun er et underholdningsværktøj, men i høj grad er et kreativt værktøj og at de selv kan være med til at forme den digitale verden.

Prismodtageren ser sit arbejde med Coding Pirates som et eksperiment i, hvordan vi kan formidle datalogi på en mere engagerende og social måde, hvor børnenes egen kreativitet og leg spiller en vigtig rolle. Martin håber, at nogle af de erfaringer, han har gjort, kan bidrage til at styrke undervisningen i IT og datalogi generelt. Martin rådgiver allerede underviserne på DIKUs introduktionskurser på universitetsniveau, IT-lærere i gymnasierne og håber også at kunne komme ud til folkeskolelærerne med sine erfaringer.

Martin, der nærmer sig afslutningen af sin ph.d.-uddannelse i program­merings­sprog på Datalogisk Institut på KU (DIKU) belønnes for sin ihærdige indsats med at sætte datalogifaget og naturvidenskaben på dagsordenen i bredere forstand, ikke mindst blandt de helt unge, der skal overtage og forstå et stadig mere digitaliseret samfund.

Prisoverrækkelsen med efterfølgende reception finder sted mandag den 12. december kl. 14 – 15.30 i KUB Nord, Infosalen, SCIENCE Fakultetsbibliotek Nørre Alle 49, 2200 Kbh. N.

Martin Dybdal med den flotte Info-sal som kulisse

Piraterne betragter dagens bedrifter

Coding Pirates er også for piger!