Tidligere DIKU-lektor Hasse Clausen er død – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2016 > Tidligere DIKU-lektor ...

25. februar 2016

Tidligere DIKU-lektor Hasse Clausen er død

MINDEORD

for tidligere lektor ved Datalogisk Institut Københavns Universitet Hasse Clausen ved lektor Erik Frøkjær, DIKU.

Vores tidligere kollega, Hasse Clausen er død den 7. februar 2016, 70 år gammel. Hasse Clausen, der var uddannet cand. scient. i matematik fra Københavns Universitet, var ansat ved DIKU allerede fra instituttets tidligste år — først som ekstern underviser og specialevejleder, og fra 1970’erne som adjunkt og lektor, til han gik af i 2009 og fortsatte som lektor emeritus.

Hasse var i Danmark én af de fremtrædende personligheder i forskningsarbejdet med at udvikle metoder og arbejdsformer i systemudvikling, som kunne understøtte brugerrettet systemdesign. Som et særlig markant bidrag fra Hasse Clausen vil jeg fremhæve, at han var blandt de tidligste i verden til at pege på ”fortællingen” som en effektiv teknik i bruger-inddragende systemdesign. Gennem fortællinger om ”det nye i forhold til det velkendte” viste Hasse Clausen både teoretisk og praktisk, hvordan det ved brug af design-fortællinger var muligt under systemudviklingsarbejdet at iværksætte en kreativ, kritisk og konstruktiv dialog med de fremtidige brugere om det kommende edb-system. Fortællingerne var velegnede til at levendegøre og diskutere, hvad der set fra forskellige synsvinkler kunne og burde sigtes på at realisere gennem systemudviklingen.

Hasse Clausen arbejdede engageret sammen med sine mange studerende om at udforske disse emner allerede helt tilbage i 1970’erne. Hasse Clausen var således én af pionererne i den skandinaviske tilgang til brugercentreret systemudvikling. Af videnskabelige bidrag i dette felt kan især disse to artikler fremhæves:

  • H. Clausen, (1993). Narratives as Tools for the System Designer. Design Studies 14(3). 283-298
  • H. Clausen (1994). Designing Computer Systems from a Human Perspective: The Use of Narratives. Scandinavian Journal of Information Systems, 6(2): 43–58

Hasse Clausen var optaget af disse emner, længe før de kom på den internationale mainstream-dagsorden indenfor systemudvikling og software engineering under betegnelser som ”User-centred Design” og ”Participatory Design”. Specifikt hvad angår ”fortællinger i systemudvikling” er Hasse Clausen samtidig med J. M. Carroll, der i almindelighed anses for at være den første til at pege på lignende teknikker. Hos Carroll sker det under betegnelsen ”scenarier i systemdesign” i bogen ”Scenario-Based Design. Envisioning Work and Technology in System Development (1995).

Hasse Clausen var gennem hele sit professionelle virke dybt optaget af, hvordan vi tager digitaliseringen i anvendelse og lader digitaliseringen påvirke indretningen af vore samfund og vores livsudfoldelse. Hasse Clausen skrev flere bøger herom, fx bøgerne

  • ”IT & Mennesker – hvad kan og vil vi med IT” (2004)
  • ”Informationsteknologiens menneskelige grundlag” (2000) og
  • ”Edb-teknologien — strukturanalysens teknologi (1985).

Som en lille appetitvækker inden for dette brede felt, som vi kunne kalde ”datalogiens sociologi og etik” citerer jeg slutningen fra artiklen ”Datamaskinen – et redskab og en udfordring for videnskaberne” (H. Clausen, Aktuel Naturvidenskab, nr 4, 2003):

”Projektet “At sætte verden på data” rummer mange spændende muligheder og oplevelser for mennesker. Men hvis man skal undgå at ende i de negative visioner, som skitseret af Huxley og Orwell, er det helt nødvendigt, at man inden for videnskaberne ikke lader sig rive med i en euforisk begejstring, men holder fast i omtanke, fornuft og kritik som de bærende elementer.”

Sådan kritisk eftertænksomhed var et kendemærke for Hasse Clausen. Han var en meget inspirerende og værdifuld kollega for os ved DIKU, engageret i sin undervisning og i sit samarbejde med de mange studerende. Også med kolleger fra andre fag som fx filosofi og humaniora formåede Hasse Clausen at udvikle langvarige og frugtbare samarbejder. Lad os mindes Hasse Clausen som én af de markante personligheder, vi har haft stor glæde af ved DIKU.

Erik Frøkjær