Portræt: Mød Dorte Toft til DIKU Alumnedag – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2016 > Dorte Toft Alumnedag

19. september 2016

Portræt: Mød Dorte Toft til DIKU Alumnedag

Portræt

Mød den kvindelige journalist og tidligere programmør Dorte Toft, der nok er bredest kendt for Berlingske bloggen ”Bizzen” med fokus på it og business. Hun vil tage fat på den skæve kønsfordeling på DIKU og det generelle spørgsmål "Hva' ska' vi med kvinder....", som hun mener, er en mangelvare inden for datalogi, ingeniørfag og andre af de såkaldte STEM-fag.

Dorte startede som programmør i 1966 efter et 14 dages intensivt kursus i London hos en mainframe-leverandør – dengang var det ”uddannelsen”, for DIKU blev først oprettet i 1970.

Efterfølgende har Dorte taget journalistuddannelsen, som hun færdiggjorde i 1977, men har grundet sin egen interesse beskæftiget sig med it i sit journalistiske arbejde. Hun har blandt andet arbejdet for Christian Rovsing A/S, KMD, DR, Dagbladet Børsen, Computerworld og senest Berlingske. Hun har desuden modtaget flere priser og var i 2009 nomineret til Cavling-prisen.

Desuden er hun medforfatter til bøgerne ”Bedrag – om IT Factory, grådighed og magtsyge” samt ”Lykkelig i nørdland – Hvem bygger fremtiden? En tankevækker til fædre, mødre og andre, som påvirker pigernes studievalg”, hvis titler begge røber hendes interesse for it samt skævheden i kønsfordelingen inden for it.

Den 29. juli 2016 sagde Dorte farvel og tak til Bizzen efter 10 år og godt 1.500 indlæg.

"Hva' ska' vi med kvinder...."

Spørgsmålet møder Dorte ofte som ivrig fortaler for flere kvinder i datalogi, ingeniørfag og andre STEM-fag. Hun møder også spørgsmålet, hver gang det dokumenteres frem, at medier stort set ledes og skrives af mænd om mænd. Til DIKU Alumnedag vil Dorte tage et livtag med holdninger, der både går på, at alt er kvindernes egen skyld, og på at det er fordomme, gamle privilegier og prioriteringer, der spænder ben i de to brancher. Og så kommer der måske også lidt om varm luft, svindel, overvågning og demokrati i it-alderen.

Mød Dorte Toft til DIKUs årlige Alumnedag den 29. september 2016.