Digitalisering af dansk litteratur er muligt - og nødvendigt – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2016 > Digitalisering af dans...

01. november 2016

Digitalisering af dansk litteratur er muligt - og nødvendigt

Digitalisering

Ifølge Jeppe Eimose Waagstein, ph.d.-studerende på DIKU, er det både teknisk, økonomisk og juridisk muligt at digitalisere den danske litteratur fra det 20. århundrede - og ikke mindst nødvendigt, hvis vi skal sikre vores store kulturarv, hvis litteraturen skal kunne konkurrere med nye underholdningsformer, og hvis det danske sprog ikke skal blive yderligere udfordret af den engelsksprogede litteratur.

I et debatindlæg i Politiken den 22. oktober 2016 og i Bibliotikarforbundets fagmagasin Perspektiv, Oktober 2016 (s. 26-31) har Jeppe Eimose Waagstein givet sit bud på, hvordan en eventuel digitaliseringsmodel kunne se ud, og hvordan man overkommer de udfordringer, som står i vejen for projektet.

- Litteraturen har en bærende rolle i forhold til læring, dannelse, kulturforståelse og fornøjelse. For at sikre, at vores store litteraturarv fortsat er tilgængelig for befolkningen, bør den digitaliseres. Det vil give danskerne let adgang til den enorme samling af akkumuleret viden og styrke mulighederne for at formidle litteraturens verden til nye generationer, der orienterer sig stadig mere digitalt, skriver han.

I Norge startede man allerede digitaliseringen for ti år siden - en model vi ifølge Jeppe bør læne os op ad.

Jura, økonomi og samarbejde

I indlæggene gennemgår han de juridiske, økonomiske og samarbejdsmæssige aspekter en digitalisering vil kræve:

  • Juridisk set vil det kræve at bibliotekerne indgår en generel aftalelicens for de ophavsbeskyttede værker for at kunne eksemplarfremstille og fremføre bøgerne digitalt.
  • Økonomisk set beregner han, at en samlet udgift til digitaliseringen vil ligge mellem 240 - 480 millioner kroner. Digitaliseringen vil frigive ressourcer fra bibliotekernes budgetter, og en stor del af finansieringen vil kunne findes inden for de eksisterende budgetter.
  • Digitaliseringen vil, pga. nedskæringerne på kulturområdet, kræve, at folkebibliotekerne enes om, at de frigjorte ressourcer kanaliseres til licensudgifter og digitaliseringsarbejdet - og ikke dækker huller i kommunekasserne. Ydermere skal bibliotekerne og ophavsrettighedsorganisationerne enes om en aftalelicens.

Læs mere om Jeppe Eimose Waagsteins forslag til digitalisering af den danske litteratur på bibliotikarforbundet.dk