Første ScienceCamp med datalogi i fokus er veloverstået – Københavns Universitet

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2015 > Første ScienceCamp med...

17. juli 2015

Første ScienceCamp med datalogi i fokus er veloverstået

UNF COMPUTER SCIENCE CAMP

I uge 29 har 48 gymnasieelever haft deres daglige gang i DIKUs bygninger i Universitetsparken. Her har de deltaget i den første UNF ScienceCamp (Ungdommens Naturvidenskabelige Forening) med datalogi som fagområde.

Siden 2002 har UNF hvert år udbudt en række ScienceCamps, der giver gymnasieelever mulighed for at fordybe sig i et specifikt fagområde sammen med 40-50 ligesindede. Sidste år deltog Johan Nørregaard Andersen, gymnasieelev på Vejle Tekniske Gymnasium, i UNFs Matematik Camp og valgte i år at deltage Computer Science Camp:

- Jeg har leget lidt med programmering i min fritid og ville gerne vide noget mere om, hvordan man kan implementere matematikken i programmering. Det er præcis det, den her camp går ud på. Man lærer en masse, man ikke lærer andre steder - det er utrolig effektivt, og samtidig møder man andre mennesker med samme interesse, fortæller han og fortsætter:

- Camp’en har været rigtig godt arrangeret, og der er styr på tingene. Man føler, at det er gennemtænkt, og hver dag er der, udover det faglige indhold, nye og opfindsomme sociale lege.

Fokus på interaktivitet i det faglige indhold

Fagligheden er i fokus på UNFs ScienceCamps og temaerne på Computer Science Camp har kredset omkring algoritmik og programmering.

- Vi har forsøgt at gøre det faglige indhold så interaktivt som muligt, så deltagerne selv får en følelse med det, de lærer - og det har der været god respons på. Mange af dem fortæller, at det har været en rigtig god måde at lære på, fortæller Søren Dahlgaard, ph.d. studerende på DIKU.

Søren Dahlgaard er Ph.D. studerende på DIKU og har stået for det faglige indhold på årets camp sammen med Ph.D. studerende Mathias Bæk Tejs Knudsen.

Søren Dahlgaard har været med til at stå for camp'ens faglige indhold, som har været bygget op omkring korte forelæsninger efterfulgt af mindre opgaver. Her har deltagerne fået et algoritmisk problem, som de skulle programmere en løsning til. Herefter kunne de uploade koden til en server og få fortalt om løsningen er korrekt.

Også plads til det sociale

Ugen har dog ikke kun været præget af faglighed, der er i højt grad også blevet gjort plads til sociale tiltag for at ryste deltagerne bedre sammen. 

Mandag aften blev DIKUs gamle bibliotek omdannet til en racerbane, da der var arrangeret Mario Mindstorm. Her blev deltagerne inddelt i seks hold, som hver skulle bygge og programmere deres egen Mario Cart ud af Lego Mindstorm, hvorefter de blandt andet skulle køre om kap.

Ugen har desuden budt på en grill aften i Fælledparken, bowling i DGI byen, lagkageløb og Pac Man løb. Camp'en blev fredag aften afsluttet med en fest for deltagerne.

Et lille udvalg at Instagram billeder postet af arrangører og deltagere med hashtagget #unfcsc

Computer Science Camp 2016?

Ideen til en Computer Science Camp er opstået på initiativ fra DIKU og med den positive respons fra både arrangører og deltagere kan der være stor sandsynlighed for at Computer Science Camp bliver en realitet i flere år fremover.

- Der er helt klart en mulighed for, at et projekt som det her kan blive taget op igen, fortæller Mads Frimann Madsen, koordinator på camp'en.

Læs mere om UNF Computer Science Camp 2015