Netcompany skal blive en international it-koncern – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2015 > Netcompany skal blive ...

21. december 2015

Netcompany skal blive en international it-koncern

NETCOMPANY

Et eksporteventyr i resten af Europa samt kapital og hjælp til en eventuelt senere børsnotering er nogle af fremtidsønskerne for Netcompany, som den norske kapitalfond FSN Capital netop har købt lidt over halvdelen af for 1,1 milliard kroner.

FSN Capital ejer nu lidt over 50 % af den succesfulde danske it-virksomhed, med blandt andet tidligere DIKU studerende Carsten Gomard som medstifter. Dermed opnår de aktiemajoriteten i Netcompany, og de tre ejere André Rogacsewski, Carsten Gomard og Claus Jørgensen beholder lige under 50 %.

Vigtigt for de tre hidtidige ejere har det været at finde en partner, som forstår kulturen og den leverancemodel Netcompany benytter sig af, som ifølge André Rogacsewski, CEO i Netcompany, er årsagen til virksomhedens succes. Han fortæller blandt andet til Computerworld:

- Vi har valgt at satse på at fortsætte den rejse, vi er på. Vi har brug for ekspertise, når det gælder opkøb, og vi har brug for kapital og hjælp til en eventuelt senere børsnotering.

FSN Capital imponeret over Netcompany

FSN Capital har længe fulgt Netcompany, og Thomas Broe-Andersen, der er partner i FSN Capital, fortæller i en pressemeddelelse, at de især er imponeret over Netcompanys evne til at positionere sig på det danske it-marked og skubbe til udviklingen. Til Computerworld fortæller han:

- Der ligger efter vores overbevisning et kæmpe potentiale i at vi sammen med de kompetente medarbejdere og ledelsen kan tage selskabet nogle skridt videre både i Danmark og resten af Nordeuropa.

Anden gang Netcompany sælges til kapitalfond

Tilbage i 2006 blev Netcompany solgt til kapitalfonden Axcel, men i 2011 købte André Rogacsewski, Carsten Gomard og Claus Jørgensen Netcompany tilbage. André Rogacsewski fortæller til Computerworld, at han har svært ved at se samme scenarie for sig igen:

- Nu er virksomheden blevet så stor, at det ikke er realistisk, og det vil heller ikke være sundt for Netcompany. Vi vil snarere købe andre virksomheder op for at blive en endnu større koncern, siger han.

Netcompany - en dansk it-succeshistorie

De seneste år har Netcompany haft en voldsom vækst, og der været en stor udvidelse i bemandingen - tidligere på året kunne vi blandt andet fortælle, at Netcompany i gennemsnit ansætter en ny medarbejder hver anden dag.

En af stifterne af Netcompany er tidligere DIKU studerende Carsten Gomard, som i en årrække var administrerende direktør for virksomheden og i dag besidder posten som bestyrelsesformand. Han besøgte blandt andet DIKU, da der blev afholdt DIKU Alumnedag i september 2015, hvor han fortalte om hemmeligheden bag Netcompanys success.