Rehfeld A/S og DIKU forsker i intelligente pacemakere – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2014 > Rehfeld A/S og DIKU fo...

27. oktober 2014

Rehfeld A/S og DIKU forsker i intelligente pacemakere

virksomhedssamarbejde, SCAUT

Konsulentvirksomheden Rehfeld samarbejder med DIKU, Rigshospitalet og health care-giganten Medtronic i et storstilet forskningsprojekt om at udvikle intelligente pacemakere. Rehfeld har kastet 4 millioner kroner i det treårige projekt med et samlet budget på 28 millioner kr. og ser frem til at bringe det endelige produkt på markedet.

Ditlev Moltke, COO i Rehfeld A/S

“Vi er med i projektet, fordi vi tror på idéen”, udtaler Ditlev Moltke, som er COO i Rehfeld Partners A/S. Projektet, som har fået navnet SCAUT, går ud på at udvikle ny teknologi, som gør det muligt at udnytte de biomedicinske målinger fra pacemakere, patientdata samt patientens egen viden om sin tilstand til at forbedre behandlingen af hjertelidelser. Tanken er at skabe 'dialog' mellem patient og pacemaker, dvs. patienten skal have mulighed for fortælle pacemakeren og lægen, hvordan han eller hun har det, og pacemakeren skal være i stand til at give patienten instrukser, hvis den opdager eller forudser en forværring i hans eller hendes tilstand - fx gennem mobilen.

Projektet er i sin opstart, men arbejdsdelingen er allerede givet: Forskerne bidrager med den skandinaviske tradition for it-designforskning og den nyeste viden inden for Big Data, Rigshospitalet stiller med store mængder patientdata, Medtronic står for hardwaredelen og Rehfeld kommer til at stå for at forene den fælles arbejdsindsats i et produkt, der kan bringes på markedet som en del af Medtronics services.

Nogle af samarbejdspartnerne i SCAUT-projekter (fra højre): Claus Rehfeld (Rehfeld), Jesper Hastrup Svendsen (Rigshospitalets hjertecenter), Helen Høgh Petersen (Rigshospitalets hjertecenter), Jonas Moll (DIKU), Tariq Osman Olsen (DIKU), Finn Kensing (CITI), Christian Igel (DIKU).

Et samarbejde, der giver mening

Rehfeld og DIKU har allerede via DIKU Business Club et godt kendskab til hinandens forcer. For en virksomhed som Rehfeld, som specialiserer sig i Business Intelligence med udgangspunkt i sundhedssektoren, er samarbejdet med DIKU’s forskere om at benytte den tilgængelige data til at skabe bedre behandling et logisk skridt. Ifølge Ditlev Moltke er det også en fremsynet beslutning, som vil kunne skærpe Rehfelds position i branchen.

- Rehfeld arbejder med Business Intelligence, som går ud på at opsamle data fra systemer i virksomheder og bruge det til styringsformål. Branchen rykker sig imidlertid imod Big Data og predictive analytics, og vi vil gerne ligge med i fronten af denne udvikling. Samarbejdet med universiteternes eksperter giver os indsigt i en række metoder, som man kan bruge til at arbejde intelligent med data, fortæller han.

Rehfeld har med dette forskningsprojekt kastet sig ud i deres hidtil største enkeltstående investering. De har afsat 10.000 arbejdstimer og har et samlet budget på 8 milioner kr. i projektet. Heraf har Rehfeld selv betalt havldelen, den anden halvdel har de fået forskningsstøtte til.

- At vi er blevet sponsoreret af InnovationsFonden til dette strategiske forskningsprojekt betyder, at vi kan tillade os at satse mere, end vi normalt har mulighed for. Viser der sig fx spændende sideveje, er det således ikke udelukket, at vi afsøger dem.

Målet for forskningsprojektets succes er, at det endelige produkt kan gøre sig fortjent til en FDA-godkendelse (en godkendelse fra de amerikanske Food and Drug Administration svarende til den danske sundhedsstyrelse). Et værktøj, som uden en læge som mellemmand kan give patienter anbefalinger og instrukser, vil kunne sparer meget tid og mange penge, men et sådan værktøj må samtidig nødvendigvis ligge under for høje kvalitetskrav. Ditlev Moltke er dog ganske fortrøstningsfuld og stoler fuldt ud på, at forskernes metoder kan skabe sikre forudsigelser ud fra de store mængder data. 

To begejstrede forskere

De to unge DIKU-forskere, Jonas Moll og Tariq Osman Andersen, som er hovedaktørerne i projektet, er meget begejstrede for samarbejdet med Rehfeld.

- Da vi skulle finde partnere til dette projekt, talte vi med forskellige software-huse, og allerede ved det første møde med Rehfeld kunne vi mærke, at det var et godt match. I modsætning til andre IT-leverandører, som kan være mere tilbageholdende og bekymrede for risikoprofilen, viste Rehfeld hurtigt forståelse for de høje potentialer ved at samarbejde med forskere på universitetet. Rehfeld forstår, hvad innovation er i praksis, fortæller Tariq Osman Andersen.

- Rehfelds rolle i projektet består i andet og mere end at stille programmører og IT-arkitekter til rådighed. De har også bidraget med forståelse for sundhed & IT, som er uvurderlig for et projekt som dette. Endnu vigtigere er det måske, at Rehfeld hjælper os med at bringe den forskning, der foregår i forskningsgrupperne på DIKU, i anvendelse. Hvor vi fx lavede grundforskning i projektet før dette, får vi nu mulighed for at se vores forskning have effekt på det omgivende samfund. Det glæder vi os meget til, udtaler Tariq.